Sonic Youth Covers.

En dejlig lille sidebeskæftigelse eller ren hyldest. Lidt af hvert.

Se og lyt her: http://sonicyouthcovers.wordpress.com/

Smagsprøve:

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea – Undertoner.dk

Nyeste skive fra Brian Eno som jeg har givet et par ord her eller nedenfor.

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea

Af Brian Ravnholt Jepsen | 15.11.10 | Ingen kommentarer

 

Brian Eno: Small Craft on a Milk Sea (2010)

Warp Records/VME

Musikalske slægtninge: Benjamin Finger, Harold Budd, David Byrne, David Sylvian, John Cale, Kraftwerk

Tags: ambient, artrock, Brian Eno, elektronica, instrumental, protopunk

Størstedelen af det musikelskende folkefærd har vel på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med fænomenet Brian Eno. Manden med de enkle genkendelige trademarks såsom ambiente lydflader badet i delay, uendelige drømmesekvenser og den til tider stærkt forvrængede guitar, der i simple toner surfer rundt i den nette sum af kvint, kvart og oktav. Manden med de utallige udgivelser i ryggen og med vedholdende vilje samt en intakt stædighed til at vælge teori før praksis. Altid villig til endnu et eksperiment, hvad lyd angår, og aldrig afvisende over for en tværmedial eller sågar tværgenre-orienteret komposition med eller uden venner og bekendte. Det har gennem tiden og bagkataloget resulteret i alt fra stramme og stringent ambiente toner, instrumentale koncepter og obskur no-wave til electroglam, white British funk og teknologisk poprock. You name it. Ikke alle udgivelser er gennemført geniale og rene mesterværker, men omvendt er der noget for alle til at hive stikkene hjem.

Gennem tiden har jeg personligt været ret begejstret for at mixe en god portion blandede bolsjer og har dertil hentet stemningen til cykel-, bus-, tog samt flyveturen fra bl.a. Another Green World, Apollo Atmospheres & Soundtracks, After the Heat, My Life in the Bush of Ghosts og More Music for Films, som er de Eno-plader, der har haft den største betydning for mig, men igen er det en temperamentssag, hvor man selv vil gå på opdagelse i kataloget. Der er som sagt noget for alle.

Om der også er noget for alle at hente i Enos spritnye samarbejdsprojekt, Small Craft on a Milk Sea, er såvel meget muligt, men jeg kommer til kort. Det er et noget rodet arrangement, der stritter lidt for meget imod. Eller sagt på en anden måde, så virker det som en halvsløj helgardering med næsten lige dele melankolsk og gold ambient på den ene fløj og i næste øjeblik en brat opvågning til rå elektrificerede elementer med electrorockbeatsmagen liggende bagerst på tungen.

Foruden Eno selv har den unge Jon Hopkins stået for instrumenteringen. En veletableret elektronisk musiker med ligeledes et væld af blandede udgivelser i ryggen. Samarbejdet med Eno er ikke helt nyt for Hopkins, idet han bl.a. var inde over Eno-pladen Another Day on Earth fra 2005. Ligeledes er den anden samarbejdspartner, Leo Abrahams, heller ikke helt ukendt for Hopkins, da han var med på Abrahams udgivelse Leo Abrahams – EP1. Abrahams står hovedsageligt for alt, der kan udføres på guitar eller andre strengeinstrumenter, og han har også i den grad krydset veje med Eno før på en solid håndfuld udgivelser, deriblandt Another Day on Earth. Besætningen kender altså hinanden godt, hvilket kunne formodes at give et harmonisk og homogent udtryk i sidste ende.

Om Small Craft on a Milk Sea så er blevet et gennemført homogent værk, er en anden sag. Pladen er som nævnt en kende rodet, men der er dog et forløb. Dette kan i bedste fald beskrives som et slags soundtrack til en ikke nærmere dechifrerbar sci-fi-film med et instrumentalt melankolsk introforløb, der omfavner de første tre sange. Så herefter følger en seriøs actionmættet handling på syv sange, hvor tingene går til stregen med elektrificeret turbulens, og endeligt sluttes konstruktionen af med seks sange, der ligeledes udfases gennem de golde melankolske stemninger.

Mit problem er pakken. Hvorfor skal der brydes med den fornemme og stemningsfulde melankoli, der skabes ganske gennemført på klaviaturer og synth? Man lulles ind i en smuk bane, hvor numrene i starten glider uhindret, hvorefter alting bremses og dernæst smadres grumt, og det er et uforståeligt indgreb. Det bliver et problem, når introforløbet i bedste stil minder om Eno, når han er bedst og mest enkel, og det smager sågar lidt af Benjamin Finger, mens det actionpakkede midtvejs inferno stritter i så skæve retninger som Mouse on Mars, Black Dice (! – tænk “Snarly Yow” fra Broken Ear Record), Massive Attack, Stereolab (f.eks. et hengemt track fra Transient Random-Noise Bursts with Announcements), Kraftwerk og endda en hybrid mellem lidt godt og blandet fra The Chemical Brothers/The Crystal Method og The Prodigy. Det er altså for mærkelig en kombination for mig.

Det går mere og mere op for mig, jo mere jeg hører pladen, at den må være tænkt som en slags soundtrack. Det er det eneste, der giver decideret mening, og det viser sig da også, at Small Craft on a Milk Sea er en sammensat komposition. Fem af de 15 sange på albummet blev kreeret med henblik på netop at udgøre soundtracket til filmen The Lovely Bones, men blev afvist i sidste ende og endte så på denne plade. De resterende sange på skiven er blevet improviseret frem, direkte inspireret af soundtracks og movie scores, hvilket altså i sidste ende giver problemer.

Nuvel, gåden gik op, men Enos konstruktion ender alligevel med at hænge og dingle hjælpeløst uden hvile. Om ikke andet er pladen stadig bevismateriale på hans stramme konceptuelle fremgangsmetode, hvor det stadig ikke handler om leflen for praksis, men derimod ren og skær teoretisk tilfredsstillelse.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, Loppen, 24/10/2010 – Undertoner.dk

Endnu mere lo-fi koncertanmelderi som kan læses her eller nedenfor.

Ariel Pink’s Haunted Graffiti, 24.10.10, Loppen, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 26.10.10 | 9 kommentarer |  Del denne side | Tags: Ariel Pink’s Haunted Graffiti, bedroom punk, chillwave, indiepop, lo-fi, new psychedelic, new weird america

Ah. Fryd. Ægte smil og stille susen. Det varmer mit lo/anti-fi-hjerte, når jeg træder ind i et propfyldt og totalt udsolgt lokale derude på Christiania, og årsagen skal findes i aftenens forventning. Popfænomenet Ariel Pink’s Haunted Graffiti indtager Loppen for at give sit svar på, hvordan en underspillet, til tider skramlet, til tider underfundig popsang skal leveres. En rutschen gennem mindst 40 års musikreferencer, fra funk til pik-rock. Fra jazzet make-up-glam og til discoens rytmiske beatluft. Det varmer mit hjerte at se horden af unge, der alle vil smage en bid af det sidste nye. Og det varmer i den grad mit hjerte at se, at min femårige Ariel Pink-missionering ikke har været forgæves.

Siden jeg selv stiftede bekendtskab med den musikalske kuriøsitet i 2005, har jeg naturligvis ikke kunnet holde entusiasmen i ro, og i baghovedet har tanken om hans genialitet, der bryder uhindret gennem huden på gud og hver mand, bare ligget og lurepasset. Men nu, omsider, er tiden kommet, hvor godtfolk endelig forstår, hvad fanden det er, manden har gang i. Med god grund – og på tide. Det har selvfølgelig også noget at gøre med at blive til et egentligt band, indgå kontrakt med et større pladeselskab og få en velskruet single i ombejlet airplay-rotation. Bevares.

Men den opmærksomhed burde Ariel Punk have fået, allerede dengang han smilende sagde til mig: »I always wanted to see Christiania, you know.« Det var efter en koncert i Hamborg i 2006. En lille europatour, han og opvarmningsbandet Belong tog på, hvor de stille og roligt smuttede forbi København på vej til Stockholm. Projekt Pink bestod dengang af en bassist, Ariel på vokal, microkorg keys og kassettebåndoptager samt Geneva Jacuzzi på ligeledes microkorg keys. Og ja, netop selvsamme Geneva var opvarmning til denne aftens Pink, men jeg fik kun set de sidste to numre af hende. Derfor vil jeg bare skrive, at hun som regel er god for et gedigent electro-discobeat svøbt i 80’er lyd. Er man tosset med hende, vil man helt sikkert også finde hendes band The Bubonic Plague temmelig attraktivt.

Men hvem kommer så til sådan en koncert en søndag aften på Loppen? Hipsters. Copenhagen hipsters. Slet og ret. Eller det er i hvert fald dét, hovedbestanddelen udgør. Ariel Pink er simpelthen blevet et lille, men stilsikkert, ikon for en generation eller et segment af nutidens mediekulturforbrugere. En sjov ting eller tendens, men ikke desto mindre ganske forventeligt. Alle vil have en bid af det sidste nye, og Ariel bliver selvsagt ikke forbigået. Du skal helst have været der og taget del i det. Bølgen kan med andre ord være gone tomorrow. Gik du glip af det, er du doomed. Tough odds.

Men nu: statistik. Koncerten bestod af 21 sange. Ni af dem var selvfølgelig fra den nye skive, Before Today. Tre var fra den fantastiske Lover Boy. Tre var fra den udødelige klassiker The Doldrums. Også tre fra Worn Copy blev det til, mens der kun var to sange fra House Arrest. En enkelt forbliver ukendt. Flere af de nyindspillede sange på Before Today er i grunden gammelt legetøj vakt til live på ny. Bortset fra, at de gamle versioner stadig er de hårdeste. Måske en smagssag, men det er en svær disciplin at få noget allerede eksisterende til at lyde friskt og lækkert, når det ikke bliver tilføjet noget nævneværdigt nyt, andet end lyden — og dét er ikke helt nok i min optik.

Det ville selvsagt have været temmelig overlegent, hvis der derudover også var blevet smidt sange fra det mere ukendte bagkatalog som FF>>, Underground, Scared Famous, Holy Shit, Papergutz osv. Men alt taget i betragtning var aftenens repertoire ret godt strakt ud over en tidslomme, og der blev også budt på adskillige overraskelser, hvilket kun klædte sættet.

Det er klart, at det faldt i god jord med crowdpleasers fra start, og der blev lagt hårdt ud med materiale fra den nye skive. Tre i streg endda. Åbning med “Bright Lit Blue Skies”. Highschool reunion-agtigt, men god energi. Fedt åbningsnummer. Folket kvitterede med kyshånd. “Beverly Kills (Freaks With Golden Heir)” og “L’estat” i næste hug. To genindspilninger fra den spæde bedroom-punk-æra. Og folket festede, der blev sunget med, og stemningen var oplagt. Ergo lugtede det af en hitparade. Men allerede i sang nummer fire sker der noget anderledes. “Gettin’ High in the Morning” fra House Arrest bliver smidt i ringen, hvilket til min vilde forbavselse leveres hårdt og vanvittigt oplagt. Folket virker lidt som taget på det forkerte ben. »Den kender vi ikke?« Det resulterer i knapt så hidsig applaus. Ærgerligt. Det var voldsomt. “Menopause Man” ryger på. Folket er henrykte igen. »Den kender vi!« Stemningen er flot, og der bliver groovet grundigt igennem på det Bob James-agtige 70′er-bastard bastrack. Højt humør og klapsalver.

“One on One” fra Lover Boy og derefter endnu en vasker i form af et uventet ondt hit: “Flying Circles” fra House Arrest. Popinferno uden sidestykke. Folket virker lamslået igen. »De her sange kender jeg altså ikke?« Og derfor bliver der heller ikke klappet særligt optimistisk. Men det er ikke det eneste, der begynder at gå galt. Den er også gal med lyden nu. Man kan næsten ikke høre Ariels vokal længere. Den er simpelthen for langt nede i dybet. Hvor blev den af?! Man kan jo ikke høre Ariel Pink-materiale og så gå glip af hans vokal, det går bare slet ikke. Hvor er falsetterne? Hvor er de famøse punches? Og mouthdrumsounds og andet obskurt genkendeligt? Desværre blev denne vitale del af oplevelsen aldrig fixet, hvilket slet og ret var for ringe, grænsende til det amatøragtige. Den slags skal bare være i orden. Ingen undskyldninger.

Nuvel, folkets manglende entusiasme plus det enerverende og tiltagende lydproblem smitter af på bandet, og der må ske noget. Pink og co. trækker en tre-på-stribe. “Can’t Hear My Eyes” vækker folkets opmærksomhed igen. “Fright Night (Nevermore)”, med dens fantastiske oldschool Scared Famous– og FF>>-lyd henstiller folket dansabelt og nærværende igen. »Yes, den er fed, den dér! Den kender jeg!« Indestængte klapsalver bliver frigjort her. Ekstasen er oppe over. Ventetid. Så sker dét, folket har ventet på. Ja, der er sikkert en del, der kun er kommet for dette øjeblik. “Round and Round” fylder Loppen, og folkets begejstring vil ingen ende tage. »Dér var den endelig!« Forløsningen er en kendsgerning. Folket bryder ud i sang. Øjeblikket skal nydes.

Herefter går det stødt ned ad bakke igen, desværre. Selvom der bliver spillet tre sange fra The Doldrums, er det lige, som om hipstermassen har fået, hvad de kom for. Og det er endda til trods for, at sange som “Kate I Wait” (stor respekt til bassist Tim for at rocke det nummer til fulde. Hold da op. Udødeligt.), ”Among Dreams” (hvor man absolut slet ikke kunne høre Ariel, ej heller i “Kate I Wait”, men herfra blev det ekstremt grelt) og så endnu en fantastisk live-kuriositet i kraft af “Don’t Think Twice (Love)”. Den havde man ikke lige set komme. Det samme gjaldt de to efterfølgende Lover Boy-hits “Didn’t It Click” og “Let’s Get Married Tonite”. »Hvad er det for nogle sange? Dem kender jeg altså ikke?« Gennemført og ekstremt eksplosivt leveret blev de, som om bandet havde resigneret og sagt »op i røven med lyden, nu giver vi den eddermanme bare gas alligevel.« Herlige overraskelser, der bestemt havde fortjent mere applaus end de knap 30-40 styks, der gad klappe på dette tidspunkt.

Inden lukketid bliver folket lige trukket tilbage fra jakkerækkerne, da tonerne af den hårde ”Butt-House Blondies” runger højt, og for en stund bliver der trukket i intimfesttøjet igen, da “Little Wig”, for dem der kender nummeret velsagtens, fuldender hæsheden. Det bliver også det nummer, der fuldender aftenens arrangement, troede de fleste nok. I hvert fald at dømme på den talstærke mængde, der på det tidspunkt er forduftet.

Hvis jeg havde været én af dem, der var gået på dette tidspunkt, ville jeg have haft grund til at ærgre mig grundigt. De tre ekstranumre blev en ren Worn Copy-kavalkade. “Life in L.A.”, som aldrig har været smukkere. “Jules Lost His Jewels”, som folket ikke fik danset hårdt nok igennem til, og sidst, men ikke mindst, aftenens sidste live-kuriositet i form af “Foilly Foibles/Gold”, som jeg godt nok aldrig havde drømt om at skulle høre live. De holdt den kørende. Stoppede. Tog tråden op igen og drev den på jagt. En temmelig overlegen måde at presse de sidste lydstyrker ud af anlægget på.

Dét, som skulle have været en fest, endte desværre med at blive en noget fesen affære. Stemningen manglede momentant, og det smittede af på bandet. Lyden glippede fælt, og folket kvitterede for lidt med respektfulde klapsalver. Den slags sætter sine spor. Det perfekte antiklimaks, kunne man fristes til at sige, men ikke desto mindre var der nok til, at alle kunne gå hjem med noget.

Blank Dogs, Loppen, 15/10/2010 – Undertoner.dk

Anmeldelse af en fortrinlig koncert. Nedenfor eller her

Blank Dogs, 15.10.10, Loppen, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 16.10.10 | Ingen kommentarer |  Del denne side | Tags: Blank Dogs, Cola Freaks

At bevæge sig udendørs på cykel i København når der er Kulturnat, er et farligt foretagende, og især når ethvert hjørne på gader og stræder bliver omdannet til spontane flækker af en fragmenteret Grøn Koncert med fantastisk fulde personer, der slet ikke ænser andet end en meter frem for sig. Alligevel trodsede jeg 45+-flaskesegmentet og tog nærmest glædeligt cykelturen fra Nørrebro og ud til Loppen for at overvære helten(e) fra Brooklyn, NYC, med det dejlige tilnavn Blank Dogs give den én over darkwave-nallerne, der forhåbentligt sent ville blive glemt.

Som det så ofte er tilfældet med den efterhånden uhyre populære lo-fi new weird psychedelic/bedroom-punk-lyd, så er det også en ildsjældrevet, multiinstrumentaliseret enmandshær, der driver hovedbestanddelen af kræfterne bag projekt Blank Dogs i form af Mike Sniper, som i aftenens anledning, og på den tour der pt. er kørt i stilling, har allieret sig med godtfolk til at mestre det komplette lydbillede og sørge for en autentisk lydparade set i bagkatalogets lys. Og vi snakker altså mange udgivelser med hede lydeksperimenter i diverse medier og inden for en relativt kort tidsperiode på omtrent fire år.

Efter vel overlevet ankomst til et temmelig forladt spillested ved 22-tiden samt en endt runde med »hej og goddav« blev det konstateret, at København måske ikke kan bryste sig af at have den største Blank Dogs-fanskare. Nuvel, kernen er der altid og heldigvis for det. Men størstedelen af de godt 100 fremmødte gæster var formodentlig på plads for at støtte opvarmningsbandet Cola Freaks. Disse seks unge gutter, der sparker en dansksproget blanding af punk og mathpop af sted med underlægningssynth og tominutssange i bagagen. Det skal siges, at punk nu aldrig har været mit ståsted, og denne aften konstateredes det igen utallige gange. Drengene skal have kredit for energi og stageperformance, men over et holdbart bundniveau kom vi aldrig i den sag. Dertil er materialet endnu ikke modent i min optik. Det virkede til tider for rodet og uden decideret fokus (det vil sige, at der sagtens kunne skrottes lidt hist og her og ydes en retfærdig selvkritik for at optimere pakken). Det irriterer mig i hvert fald grelt, at Cola Freaks nu for mig mest af alt virker som Marvins Revolt peppet op med synthesizisk Dúné. Og det er vist ikke dér, vi skal være, vel? Eller som en ven ytrede: »Det ville have været dobbelt så godt, hvis det tog halvt så lang tid.«

Helt modsat kynisk, kold og introvert fremstod Blank Dogs til gengæld fra første tone. Alt blev holdt i et nøgternt nøglegreb, og intet blev overladt til tilfældigheder. Forløbet var simpelt, men forventet. Ingen unødig ordveksling. Ingen decideret pjat og anekdoteoplæsning, bare ren og skær lyd. Kold, skærende og effektpåvirket lyd. Samtlige guitarer og vokaler m.m. blev svøbt i ren mudder og overdubbede effekter, der fremtvang smil ved genkendelsen af den autentiske Blank Dogs-lyd. Opskriften var tillige enkel. Først blev et tonegenereret elektrobeat bygget op ved hjælp af et thereminlignende instrument plus trommemaskine tilsat en horde af effekter, og efter en rundgang takter blev beatet fulgt op af en ekstra tromme og de to hvæsende guitarer. Den ene var en 12-strenget, hvilket i denne lydsammenhæng gav ekstra sul på materialet, og de ikonografiske introforløb forblev djævelsk stramme og harmoniske. Måske er det hele grundlaget for, hvad Blank Dogs er. Et væld af uhomogent materiale, der tilsammen udgør en harmonisk størrelse. En slags dansabel Cabaret Voltaire-rytme, der byder en koldbenet Joy Division op til underspillet samvær tilsat en mikstur af en kridhvid, kynisk, men poppet coldwave.

Mike Sniper beholdt hætten på fra start til slut og tilkendegav, at selvom bandet dryssede introvert stjernestøv ud af strengene, så var der stadig plads til en fest. En stram fest, selvfølgelig. Fair nok, måske kan man rammende sige, at det var en fest for de indviede, for vi er selvsagt helt ude i en niche, der kræver sit. Men Blank Dogs-repertoiret er stort, og vi kom godt igennem mange af de obskure udgivelser, så efter storhits som ”Slow Room”, ”No Compass”, ”Before the Hours” og i særdeleshed ”Leaving the Light On” kunne de resterende 50 gæster snildt finde plads til at nyde lyden, uanset om man kendte Blank Dogs eller ej. Og selvom koncerten var hurtigt overstået, og de 11 skæringer plus et enkelt ekstranummer blev eksekveret ganske overbevisende, stod man jo tilbage med sin imaginære liste i hånden og ville kun have mere. I stedet cyklede man hjemad igen med Blank Dogs på mp3-afspilleren og undgik kun lige med nød og næppe at køre endnu mere fantastisk fordrukkent 45+-segment ned.

Ny hjemmeside!

På www.brianravnholtjepsen.com

Kig forbi.

“Morbid Angel”, Soloudstilling i WAS – Wonderland Art Space, 4.juni – 4.juli 2010

Fyldig dokumentation af min soloudstilling, der vises indtil 4. juli.

+ Billedreportage og interview på Kopenhagen.dk her

+ Billedreportage og interview på Kunsten.nu her

+ ArtRebels interview om min soloudstilling kan læses her

+ Wonderland interview ligeledes om min soloudstilling kan læses her

Brian Ravnholt Jepsen – “MORBID ANGEL”

June 4 – July 4 2010

WAS – Wonderland Art Space proudly presents ’Morbid Angel’ – WAS’ first solo-exhibition with the young and progressive artist Brian Ravnholt Jepsen. ‘Morbid Angel’ is an anthropological study of man’s curiosity, fascination and morbid mind. It revolves around themes such as flight crashes, peripheral religious associations, fragility, life, death, humour, subtlety, and a universal, sombre transitoriness.

With simple, distinctive artistic effects, the exhibition is physically importunate and leaves traces from our common vulnerability. It conveys morbid testimonies on situations, which we all know, yet preferably don’t want to acknowledge; on our inherent, unavoidable and almost sinister attraction to further explore the nature of catastrophe; our fascination of the grotesque and macabre. The curiosity, the yearn and urge of being stimulated by the encounter with the unknown, which will either cause shock, disgust, horror, and contempt, or maybe even thrill and enthusiasm!

The exhibition presents works created of fluorescent lights including the audience in the inevitable symbolic and religious nature of the light; enlarged Polaroid photos immersed in oil in tightly closed showcases made of glass and attached with fluorescent lights; and 24 text-based works burned on wood and printed on towels, and consisting of the last dialogues between pilots in the airplane cockpits before tragic and brutal crashes.
Brian Ravnholt Jepsen (f. 1977) is educated from the Funen Art Academy, Denmark, in 2009, and has already showcased in New York, Berlin, Brussels, Oslo, and Copenhagen. With his cunning, humoristic, absurd, and playful work, his artistic project can be describes as a form of ”slacker art”; an art form, which has a deliberate homemade quality to it, constructed of undistinguished and scavenged everyday-materials such as cardboard, polystyrene, toilet paper, and junk wood in accordance with the low-tech DIY aesthetics.

With his idea-based approach, Brian Ravnholt Jepsen works with numerous artistic expressions and medias – from Polaroid photo series, homemade instruments and inventions, to works based on sound and neon light, body casts, and a documentary of an ostrich wearing tennis socks. Drawing his inspiration from music, science fiction and spacecraft films, the result is a subtle object-art, which allegedly appears low-tech, but simultaneously contains an enormous amount of energy, ingenuity, and complication. Thus, an expressiveness is inherent in his art, which, as process-oriented experiments, include audience-based experiences and concurrently are easily decipherable and publicly accessible as well as characterized by an uncompromising originality and complexity.

“Emery Flight 17”, 2010 – pyrography on wood,

“Delta Air Lines Flight 1171”, 2010 – pyrography on wood

“Untitled”, 2010 – pyrography on wood

“TAM 3054“, 2010 – engraved granite stone

“Colgan Air, Continental Connection Flight 3407″, 2010 – engraved granite stone

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

“Chair of Revelation”, 2010 – chair, wood, flouroscent light

Installation view

“Conair Flight 191”, 2010 – wood, plaster, ink on papertowel

Installation view

“VASP Flight 168”, 2010 – Dymo on paper, wood, plaster, showcase

“VASP Flight 168”, 2010 – Dymo on paper, wood, plaster, showcase

“Untitled”, 2010 – pyrography on wood

“Explosion”, 2009 – pyrography on wood

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Carcass”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawings

“Untitled”, 2010 – soot drawing

Installation view

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“JAL 123”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“AA 191”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

“AA 191”, 2010 – polaroid, flouroscent light, showcase, oil

Installation view

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

“Untitled”, 2010 – wood, plaster, flouroscent light

Installation view

Installation view

Installation view

Installation view

Installation view

“Genfortællinger – på sporet af en by”, Rønnebæksholm Kunst- og Kulturcenter, Næstved

Dokumentationen af mine tre værkbidrag til udstillingen der løber til 15. august

Man kan læse mere om deltagende kunstnere samt udstillingskoncept her

“Untitled #4”, 2010

“Untitled #4”, 2010

“Untitled #2”, 2010

“Untitled #2”, 2010

“Untitled #3”, 2010

“Untitled #3”, 2010

Chris Isaak, Amager Bio, 6. Juni 2010 – Undertoner.dk

Det var en lækker koncert. Nuff said. Læs her eller nedenfor.

Chris Isaak, 06.06.10, Amager Bio, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 08.06.10 | Én kommentar |  // Del denne side | Tags: Chris Isaak, pop

Chris Isaak er sjov. Han ejer virkelig humor. Det vidste jeg ikke, eller det vil sige, jeg havde måske en anelse om, at han kunne være knastør på en god måde, men at han var så humoristisk veloplagt i koncertøjemed, var alligevel en ekstra bonus.

Jeg ankom til et godt proppet Amager Bio og valgte at skippe opvarmningen til fordel for lidt frisk luft i udendørsryger-loungen. Man kunne jo altid sidde og wiki’e lidt Chris Isaak-historie og se, om man kunne blive klogere på ham. Jeg fandt frem til, at Isaak i årene 2001-2004 var vært på sit eget talkshow med titlen “The Chris Isaak Show”, hvor Isaak og hans band spillede sig selv i et fiktionelt foretagende, der skulle forestille at være ‘the backstage life of Chris Isaak’. Det lyder egentlig som et godt show, hvor jeg på en måde forestiller mig Isaak være af samme tørre støbning som agent Dale Cooper fra Twin Peaks, og nu her efter koncerten kan jeg kun forestille mig, at showet må være lige så propfyldt af selvsamme humor, som den Isaak leverede på scenen en varm, varm søndag aften.

Kl. 21 er lig med showtime, og applausen vil da heller ingen ende tage, da en fantastisk flot udseende mand i start-50’erne fylder scenen ud med den umiskendelige guitarlyd godt fulgt op af glimmeret fra Mr. Isaaks pailletsuit. Ja, den er god nok. Pailletter. Alligevel ikke mange mænd, der kan bære den slags med værdighed og stil, men én af dem, der kan, rumsterer straks fra start i hæsblæsende intenst tempo og sætter en kærlig dagsorden med hænderne rakt ud til de lonely soulmates, der måtte befinde sig i publikumsmængden.

Allerede inden for de første tre numre er storhittet ”Dancin’” smidt i spil, og det kan mærkes på publikum, der helt korrekt kvitterer med piften og klapsalver. Generelt kan man vist roligt sige, at størstedelen af menneskemængden er til stede i biosalen denne aften for at høre hits og kæle med minder, personlige historier og anden medbragt hukommelsesbagage til netop de udødelige toner og sange fra storsælgeren Wicked Game fra 1991, inklusiv denne anmelder, selvfølgelig. For det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at for mit vedkommende befinder Isaak-genet sig netop i perioden, der strækker sig fra den selvbetitlede plade, Chris Isaak fra 1987, hen over de tre solide hjerteknusere Heart Shaped World (1989), Wicked Game samt San Fransisco Days (1993) og med endestation i de to midt-90′er-genistreger Forever Blue (1995) og sommerlyden fra Baja Sessions (1996).

Når der går for meget røvballe/kræmmermarkedsrock i den, så kniber det lidt med at holde koncentration samt fokus, og det er sjovt nok lidt sådan en balancegang, Isaak opererer med. Lige dele balladeserenader med et lækkert lydbillede og regnvejrsattitude med længsel og afsavn og så ellers helt straight 1-2-3-4-countryrock, der grænser til det joviale. Men alligevel bliver det jo selvsagt aldrig skidt, det er jo for pokker Isaak, vi har med at gøre. Det siger det hele. Alting er gennemført og vanvittigt professionelt. Og søndag aften på Amager er ingen undtagelse.

Isaak og co. joker løst om, at de ikke rigtig skal noget dagen efter, så derfor har de tænkt sig at spille hele natten. Den slags virker på et tændt publikum, der næsten savler over muligheden for at være i selskab med denne sofistikerede herre, som med enkle midler og medmenneskelighed formår at nå langt langt ud over scenen og komme i direkte kontakt med sit publikum. Faktisk tager han sågar også turen gennem publikumsmassen i coverversionen af rock’n’roll-faderen Elvis’ smørstykke ”Love Me Tender”. En næsten lidt for karikeret gimmick, der scorer billige point; men så igen, det er jo Chris Isaak. Faktisk bliver der leveret flere coverversioner i løbet af aftenen. Alt fra føromtalte Elvis til Roy Orbisons ”Pretty Woman”. Efter en fantastisk sjov anekdote om Isaaks møde med sin musikalske storhelt, James Brown, der, ifølge Isaak, udstødte et »argh« som svar på hilsen, da de mødtes, leverer han en syret countryversion af ”I’ll Go Crazy”. Musikalsk alsidighed smurt op med selvironi og godt humør.

Halvvejs gennem showet bliver det elektriske arrangement skiftet ud med de mere intime detaljer i form af stole og akustisk gear. For nogle publikummer bliver denne del af showet en vanskelig hurdle at overvinde, da der på dette tidspunkt er flere, der havde fået en væsentlig tår over tørsten og derfor slet ikke ænser, at folk har betalt en anseelig pris for dette arrangement og egentlig gerne vil høre de sjælede nuancer. Det er faktisk min eneste seriøse anke ved denne aften. Klientellet. Det overordnede segment hedder 45+, og denne gruppering har en lidt anden forståelse af koncertgængeri. Det minder mig mest af alt om Grøn Koncert eller en Poul Krebs-koncert på torvet i en provinsby.

Bortset fra det, så skal der dog væsentligt mere til for at ødelægge min aften, hvilket er decideret umuligt eftersom hit på hit bliver smidt ud af pailletærmerne på Isaak, der for mig virker som en slags sofistikeret hybrid mellem lidt Elvis-vokal på et ansigt, der smager af lidt af Kurt Russell tilsat Morrisseys hårpragt, bare meget mere unik. ”Blue Hotel”, ”Blue Spanish Sky”, ”Wicked Game”. Disse mastodonthits bliver alle leveret i versioner, der upåklageligt brænder sig fast. Ligeledes finder ”Speak of the Devil”, ”San Fransisco Days”, ”Two Hearts” og ”Baby Did a Bad Bad Thing” deres rettidige plads i repertoiret og gør deres respektive pligt til alles glæde.

Ved vejs ende går det næsten over gevind, og i et ekstranummer, jeg desværre har glemt nu, bliver talrige piger inviteret op på scenen for at danse lidt side om side med enten bassisten eller Isaak selv. Et ret sjovt scenarie og samtidig en guideline for, hvilket segment, ud over de 45+ selvfølgelig, vi har med at gøre på sådan en aften. Af uforståelige årsager formår Isaak at få hevet tre gothchicks op på scenen, selvom de ikke føler sig helt tilpas ved situationen og mest bare har lyst til at stå lidt i baggrunden og rocke forsigtigt. I selvsamme ekstranummeromgang har Isaak imidlertid været forbi garderoben backstage og har nu iført sig et sæt tøj, der mest af alt ligner en skræddersyet discokugle. Vanvittigt corny, men ikke et uventet stunt, må man sige. Gothchicks med kulsorte, strittende lokker, der rocker side om side med Isaak i illumineret, blinkende bling bling-sæt og med bagsiden af sin selvbetitlede, indgraverede ‘Chris Isaak’-guitar ragende højt op i luften. På bagsiden står der ‘Thanks a lot’ – det er det sidste, jeg ser, inden jeg forlader biosalen, ryger ud på cyklen og sætter Chris Isaak på shuffle på mp3-afspilleren.

Elektronavn Sacred Songbook: Letters From Emptiness – Undertoner.dk

Nyt fra anmelderiet. Denne gang med dansk deltagelse.

Man kan læse nedenfor er linket her

Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness

Af Brian Ravnholt Jepsen | 25.04.10 | Ingen kommentarer

Elektronavn Sacred Songbook: Letters from Emptiness (2010)

Empty Sound Rec.

Musikalske slægtninge: Dakota Suite, The Liberty Balance, Under Byen

Tags: alternativ, eksperimenterende, Elektronavn Sacred Songbook, folk, Free Energy, freefolk, klaverkompositioner, religiøst, spirituel

//

Puha. Man skal lige finde den rette grimasse. Kan ikke helt gennemskue, om Magnus Olsen Majmons projekt helt seriøst partout decideret skal udstråle (som i astralt og meditationsagtigt) prætentiøst navlepilleri og artsy fartsy ‘jeg skal komme efter dig med mine holistiske bedekranse og fløjter fra de varme lande’, eller om det hele er en konceptuel joke, hvor der skal trækkes på skuldrene og tænkes »jo, jo, det er alt sammen meget godt, og manden har flair for det dér med at skabe intense stemninger«. Så røg jeg ind på en tilhørende hjemmeside om manden og projektet og fandt ud af, at han rent faktisk mener det her. Så langt, så godt (eller skidt). Opskriften bød på en masse signaler, der fik nogle buddhistiske munkeklokker til at kime i takt med øjnene, der gennemgik den vedhæftede pressenote: »Tidløse tekster transformeret til hybride sange og lydkunst,« hvorefter der citeres liderligt fra Korinterbrevene. Dybt. Og helligt. Mindst. Religiøst også. Alt, alt, alt for forceret efter min smag.

Jeg har det umådeligt svært ved den slags lydudfoldelser her. Det lyder lidende, konceptet er som et korthus, der bare ikke kan eller vil vælte, selvom alle odds er derhenad, netop fordi dette materiale er så subjektivt forankret i dogmer og introverte, følelsesmasturbante, tårnhøje og uigennemtrængelige mure. Der er ingen reel åbning. Som lytter må du lede i dig selv efter frelse, hvilket, set fra Majmons synspunkt, måske netop er pointen og derfor er en præmis, der eventuelt bliver opfyldt i hans optik. Men det er mere tæt på at være enormt uforstående og fremmedgjort. Tibetansk lyrik tilsat en umådelig dybfølt mængde klynk og patos og aldrig rigtig oprigtigt interessant. Jo, nu fortaler jeg mig vist. Der er et enkelt fantastisk nummer. Desværre befinder det sig sidst i køen, og hvis man ikke har fundet formen og fanget sin indre bibelske melankoli i løbet af de første skæringer, ja, så når man desværre nok aldrig til vejs ende ved sang nummer 10. Et ellers gedigent lækkert stykke rungende mol-melodisk klaverridt, som seriøst kan opfylde samtlige kriterier for indre selvransagelse. Instrumentalt som ind i helvede og godt med rumklang og svævende toner, der arbejder sammen om at kunne slutte denne skive med stolthed. Trods hårde odds.

Klaveret er udgangspunktet for produktionerne på pladen, og det lyder langt hen ad vejen som en fieldrecorded jammer på landet – gæs, halm, klokker, solsorte, bier og selvfølgelig regn. Der findes intet så autentisk som regn. Intet mere inderligt, hvis man vil krænge sine følelser ud. Lyt bare til The Cures Disintegration eller Stina Nordenstams And She Closed Her Eyes. Regn, regn og atter regn. Så er humøret sat, og du er som lytter klar til at blive indtaget. Men ingen ryger i nettet, og i stedet bliver man på Letters from Emptiness tilfangetaget i drømmefangere og små visdomsfabler. Måske er det i grunden en forkert vinkel, jeg har lagt på projektet. Hvis man anskuer Letters from Emptiness som et soundtrack til eksempelvis en moderne vikingefilm eller noget andet generelt middelalderligt, så giver de små bidder af freefolk’ n’ jam helt klart mere mening. Der skal bare være et anskueligt koncept bundet op om projektet i baghovedet, for så har den lumre og prætentiøse ballonfærd en berettigelse.

Men med Majmons projekt køber jeg den bare ikke. Der ligger en irriterende aura over hele konstruktionen. Ikke, at der ikke er flere af sangene (eller værkerne, såfremt det virkelig menes, at der er lydkunst på spil), der ejer potentiale til at kunne blive til noget mere, for jeg kan godt fornemme, at der er tænkt over nogle ting. I både ”Her Departed Sighs”, ”Blind Making Sounds” og ”Another’s Fact or Hope” er der rigeligt med potentiale til at kunne fremdanne fine, fine melodier, såfremt man lige kunne presse saften ud af sækken, tage indmaden frem og konstruere nye, friske og gennemsolide stykker lydkunst/instrumentalværker uden så fandens meget vindspil og percussion.

Min største anke er nok, at jeg aldrig på noget tidspunkt blev involveret, interesseret eller følte, at albummet var vedkommende nok til, at jeg kunne gå med på de klagende præmisser. I baghovedet føler jeg samtidig, at det her er hørt før – bare i mange fragmenterede indlæg fra hist og her. Lidt Under Byen her. Lidt The Liberty Balance dér. Føler måske ikke, at resultatet er unikt nok til at stå på egne ben endnu. Værket prøver for meget – og derfor forgæves – på at fremstå som et dybt, lyrisk freebeatet, intellektuelt foretagende, som bare ikke kan stå distancen. Majmons syslerier forbliver for introverte og lukker en potentiel lytter ude.

Wonderland Art Space – ny site.

Så er Wonderlands nye og very improved hjemmeside oppe at køre. Og nu med fokus på en lille håndfuld fremadstormende kunstnere deriblandt mig selv.

Man kan se den spritnye side her

Have fun!

Deerhoof + Shout Wellington Air Force, Loppen, 15.04.10

Ballade fra i torsdags. Læs her eller nedenfor. Enjoysome

Deerhoof + Shout Wellington Air Force, 15.04.10, Loppen, København

Af Brian Ravnholt Jepsen | 18.04.10 | Ingen kommentarer |  // Del denne side | Tags: Deerhoof, indiepop, indierock, powerpop, Shout Wellington Air Force

Clash of the Tightans kunne overskriften måske være. Jeg ved det ikke, men jeg ved dog, at torsdag aften var tighter than most nights derude på loppemarkedet. Der var proppet af fysisk tilstedeværelse og samtlige stabbede rytmer, kantslag og tamtam-tæsk var på beatet, også dem der bevidst skulle være offbeat. Selv det fantastiske indøvede rundgangspiruette-show som aftenens hovedattraktion Deerhoof leverede under et af de mange charmerende stykker lydprosa var lige i skabet. Til historien hører også, at de spillede på hver deres respektive instrumenter imens (undtaget var dog trommeslager Greg, der mest fandt det sjovt at udfordre sine kundskaber ved mikrofonen hvor han kom med alenlange forklaringer om, at bandet både forstår og alligevel ikke forstår hvad han siger, samtidig med, at han på utrolig beklagelig vis angrede, at Deerhoof aldrig har gæstet København før).

Shout Wellington Air Force

Men vi starter med en slags alvorlig begyndelse i form af Shout Wellington Air Force, the warm-up show.

Med formodentlig inspiration hentet i Animal Collective, Aa (Big A, Little a), Liars, The Dodos og gamle 80’er-toner såsom The Chamelions og endda lidt Cocteau Twins finder vi unge, virile knægte, der kan lide at tilføre indieparolen et ekstra pift melankoli og gode, solide, instrumentale passager med hovedvægt på trommespils-strukturer. Og lige præmis de lange instrumentale sektioner er klart dér, hvor bandets yderligere potentiale ligger på lur i min optik. Når de fire gutter arbejder instrumentalt, arbejder de seriøst mod et fælles mål mere end når de opretholder den gængse vers/omkvæd/vers-struktur, som de mestrer helt fint, bevares, men som vokalmæssigt fjerner et homogent fokus.

Bandet ejer nogle helt grundlæggende gode idéer, som når deres fantastiske trommeslager, Sebastian, sætter et tight kantet og hårdt beat i sving og de resterende beatmakers leverer sul til organismen, hvorefter den æder sig større og større og udforsker sit eget klimaks. Stadier som disse blev ramt et par gange til aftenens opvarmning og der var dér, Shout Wellington Air Force virkelig bød på friskt, nyt materialepust.

Deerhoof

Efter alvoren var tilendebragt gik der yderligere et godt stykke San Fransisco-tid førend aftenens vel nærmest modpol, Deerhoof, gik på scenen. Man kunne næsten bruge et gammelt gedigent Monty Python-udtryk for at placere skiftet mellem de to sfærer: »And now to something completely different.« Og ganske anderledes blev det både i kraft af tempo, interaktion, sceneshow og generel omgang med instrumenter. Vi nåede sågar kun igennem performance nummer to førend trommeslager Greg måtte finde på alternative fæstningsmetoder til den stakkels gennemtæskede stortromme, der efterhånden havde fundet sin vej ud mod scenekanten. Det siger lidt om spilleglæden, der struttede i de fire udenlandsgæster. Og selvsamme glæde var i den grad så afsindigt afsmittende, at det blev uhyre svært ikke at lade sig rive med og konstant holde beatet kørende til bogstaveligt talt langt ud på natten.

Som publikummer og iagttager af dette scenario gik der selvfølgelig heller ikke længe før stemningen blev veltilrettelagt da mødet med sange som ”Giga Dance” og ”Panda Panda Panda” blev leveret hårdt, legende og uden omsvøb. Til min store forbavselse var der i grunden væsentligt flere, der efterhånden kendte dette band end jeg først formodede, men det kan man så omvendt kun takke sidste års Roskilde Festival for, og så vidt jeg mindes var Deerhoofs performance dér én af de helt store, der rev benene væk under Undertoners anmelder.

Ligeledes måtte jeg finde det store smil frem og lade mig blive henlagt i beruselse over Deerhoofs opfindsomhed blandet med lige dele musikalsk komik-æstetik og stab-break-funkfusions avantgardeteknik. Én af deres største egenskaber er nemlig at overrumple dig som lytter. Tage et beat, en tone, et landskab op for derefter at splitte det fuldstændigt ad og lade en ny klump knitrende in-your-face-guitar slå dig omkuld bedst som du er på vej på benene igen. Til den cocktail hører så ydermere forsanger Satomi Matsuzaki utrolig pigede, underligt charmerende og nærmest foruroligende baggrundsvokal der oftest føles mere som en udtalt karikatur på bandets syn på musikskabelse som helhed. Det legende, det underfundige. En umiddelbar uprætentiøs og fandenivoldsk omgang med kompromisløst attitude.

Mange hits og andet godt fra gemmeren senere var det slut. Eller det vil sige, at det blev tid til en runde ekstrahits og bandrokering, hvor trommeslager Greg igen fik mulighed for at give sit besyv med på guitar og Satomi viste sit potentiale på tromme i en gækkende udgave af Canned Heats ”Going up the Country. Deriblandt også en trommeløs affære med ”O’Malley Former Underdog” hvor selve det melodiøse kom til sin ret og samtidig (igen) tog fusen på undertegnede. Alligevel modigt og svært spøjst gjort, men sådan skal det jo i grunden være. Det skal afslutningsvis også lige fortælles, at deres version af Mikis Thedorakis ”Lets Dance the Jet” var et vanvittigt ridt over guitarriff funket op på fornemste vis. Bedre bliver det næsten ikke. Og dog.

Af scenen røg de, og på scenen røg de ind igen til en sidste gang ekstranumre hvor en af mine største favoritter befandt sig i form af ”Spirit Ditties of No Tone” efterfulgt af en god klumme støj og placeren guitaren oppe under loftsbjælker, og som derudover i min optik må være noget af det mest virile, bandet nogensinde har fremstillet. For mit vedkommende kunne det faktisk ikke blive et mere perfekt punktum på en hæsblæsende tempoaften.

Matthew Herbert: ONE ONE – Undertoner.dk

Lidt læsestof til dem der gider. Læs her eller under disse ord. Have fun.

Matthew Herbert: One One

Af Brian Ravnholt Jepsen | 16.04.10 | Ingen kommentarer

Matthew Herbert: One One (2010)

Accidental Records/VME

Musikalske slægtninge: Pan American, Arto Lindsay, Donald Fagen, Dub Tractor, Future 3, Colder

Tags: electronica, electropop, indietronica, Matthew Herbert

//

10 byer. 10 stemninger. 10 udtryk. 10 stykker metropollyd, der alle bidrager til en kontekstuel global helhed. Konceptmassen er stram og udgør første del af en kommende trilogi, der nu er smidt i spil. Mere om det senere.

Vi starter i “Manchester” og ender i “Valencia”, men inden ankomsten på det varme spanske kystparti er turen desuden gået fra “Singapore” og forbi “Palm Springs”. Et geografisk orienteringsløb, hvor der luntes rundt i mørke uden videre forståelse for sammenhængen i, at numrenes titler alle sammen er byer (ikke at det gør alverdens meget, for forvirring er et middel, der kan skærpe lytterens fokus på værket som helhed).

Matthew Herbert synger – for første gang i karrieren. Det lyder meget som Arto Lindsay – ‘meget’ som i ‘rigtig meget‘ – samtidig med at det smager lidt af Panda Bears vokalleg, men lad nu det ligge, for det lyder fedt. Det passer fint til musikken, der er af overvejende elektronisk karakter, som Herbert nu engang roder bedst og mest med, og lydmæssigt vugger vi rundt i en næsten vindstille sø af det pureste mix af lige dele Pan Americans baggrundsdumpe elektrostortrommelinier og tonebanker af lidt Dub Tractor/Future 3, rørt lækkert op med den jazzede lyd fra Donald Fagen (her tænkes f.eks. på “Snowbound”, varm jazz i en vinterbeklædt miniature-dukkevideo, den slags).

One One bevæger sig fra start til slut i bløde repetitive mønstre med finurlige indslag, lyde og flerdubbede vokalspor. Produktionen er seriøst lækker – helt fra de skingre scratches til de sprøde clickbeats, der toner frem over hele albummet i mere eller mindre udstrakt grad. Men dér, hvor Herbert virkelig bliver nærværende og vedkommende, er i et nummer som “Leipzig”, med dets finurlige toneleg der på ny leder tankerne hen på Fagens jazzsmoothness. Minimalt, enkelt og ganske geografisk orienteret, når Herbert f.eks. synger »who knows where this journey will take us?«.

Hovedattraktionen er uden tvivl “Singapore”, som swinger nådeløst med taktfaste skridt og rart forvrængede, tilbagelænede guitarer. Smager af forår, af lettelse, af lige dele trøst og opdagelsesrejsende på eventyr. Som hvis Arto Lindsay skrev sommerkåde kærestebreve til Panda Bear. “Dublin” suser ind fra sidelinjen og vil vanvittigt gerne blande sig i konkurrencen med forlov og med grund dertil. Igen samme opskrift som de forrige indslag. Samme opbygning og samme selvsikre levering, dog med forskelle hist og her, og igen fanges man med et smil på læben over genialiteten i et sikkert smukt og medrivende velbehagende omkvæd. Er du til Lindsay, er du på vej mod Dublin.

Fra midten af skiven og ud skifter pladen stil. Det bliver mere elektronisk. Mere pågående og hårdere i udtrykket, men stadig overordentligt kontrolleret, og det er, som om Herbert i denne anden halvleg leger og eksperimenterer mere. Vokalpræstationerne er dog stadig sublime, og der er virkelig noget lækkert over Herberts måde at dvæle sig igennem ordene og smage på dem, inden de forlader mundhulen og via luft bliver reduceret til et element, der går hånd i hånd med resten af produktionen.

Faktisk er det kun skæring nummer to, “Milano”, der med sin italiano-lyd bliver for enerverende i længden – ellers køber jeg stort set hele pakken. Fantastisk velafbalanceret, uhyre melodiøst, harmonisk, homogent og med sans for detaljer og underfundighed. Med andre ord: en saftig rød tråd gennem hele værket. For One One skal uden tvivl ses som et konceptuelt helstøbt stykke værk-materiale, og den præmis er hermed opfyldt.

One One er nemlig første del af en trilogi-udgivelse over året 2010. Som koncept er projektet delt op i tre opgaver eller dogmer, om man vil. One One er således resultatet af et dogme, der indebærer et suverænt soloprojekt i ordets bogstaveligste forstand. Herbert har stået for alt på denne skive, lige fra sang til multiinstrumentering. En opgave, der ifølge Herbert har været enormt grænseoverskridende og til tider har krævet iklædning af smoking og halvtomme flasker vin. En intimitetsudvikling, I see. Det tog Herbert fire måneder – indelukket på sit kammer – før byvirvaret kunne se dagens lys, men det har været processen værd, for resultatet er solid og bundsprød minimal-electronica.

One Club vil være opfølgeren og altså nummer to i rækken, og dogmet bag den kommende sommerudgivelse er efter sigende et værk bestående af kun lydoptagelser fra én enkel aften (d. 30. september 2009) på en natklub i Frankfurt. Her snakker vi alt fra lyden af dans, kys, latter, mobiltelefonopkald, toiletdialogudvekslinger og meget mere. Et potpourri af lydtapet nedfældet til enkeltstående stykker musik. Herefter bliver det færdige værk bl.a. givet gratis til de mere end 600 (vel intetanende) deltagende medmusikanter.

Sidste del af trilogien vil gå under navnet One Pig, se dagens lys i sensommeren og udelukkende have fokus på livet som et svin fra start til slut. Det vil sige, at samtlige lydoptagelser er af svinets gøren og laden på en farm i Kent, inklusive slagtning og som middagsindtagelse. Velbekomme.

“Reservedele”, Øksnehallen 13-14 april

Udstilling til fordel for Nyreforeningen. Byd ind og investér i noget lækkert og støt op om en god sag.

Man kan se her hvem kunstnerne er, 13 styks i alt. Fra den 16 april og resten af måneden ud kan udstillingen ligeledes opleves i We Love People’s galleri og i samme periode kan der bydes på værkerne på www.bruun-rasmussen.dk

Klik her for at se alle bidrag.

Nedenfor er desuden mit bidrag der ligeledes kan erhverves til ganske overkommelig pris.

“Untitled #1”

Quitzow: Juicewater – Undertoner.dk

Anmeldelsestid. Nedenfor eller her

Quitzow: Juice Water

Af Brian Ravnholt Jepsen | 27.03.10 | Ingen kommentarer

Quitzow: Juice Water (2010)

Youngloverecords/5ive Roses

Musikalske slægtninge: The Knife, Jenny Wilson, Liz Phair, Le Tigre, Peaches

Tags: clubpop, electropop, powerpop, Quitzow

//

Jeg kryber til korset. Eller nærmere: Jeg nyder at vide, hvor min musikalske stimulans befinder sig, og kære Erica Quitzow, du må ikke tage det ilde op, men trods dit ihærdige forsøg rammer din musik mig slet ingen steder. Tværtimod skydes der fælt forbi. Og ja, jeg ved godt, at objektivitet er et vigtigt kodeord, der opereres med i anmelderverdenen. Men altså, jeg bedømmer musikken særdeles subjektivt, og dernæst formidler jeg den på bedste objektive vis, for jeg kan bare ikke håndtere denne genre i længden. Den er udmattende og kunstigt frisk, mens den udgiver sig for at være club-dansegulvets svar på Tour de France-terminologiens Miguel Indurain. En stor, brun, spændt muskel, der bare kan blive ved og ved. Men nej. Suk. Pladen er trættende, støjende (på den ikke særlig konstruktive måde) og ejer nok det sorte bælte i ideforladthed.

Juice Water er således resultatet af (måske flere) timers leg bag keyboards og guitarer tilsat vokal og ikke mindst electrotrommemoduler, der klinger med tidens moderne pop/electronica-scene. Måske har denne skive noget mere på hjerte end det, jeg kan spore/fornemme/udlede af de 10 numre, men sådan er der jo så meget. Der er jo i bund og grund et publikum til alle nicher, marginale neutrale udgivelser, globalgigantisk musikindustri og minoriteter, og der er sikkert folk, som forguder denne plade på et, for mig, ganske uforståeligt grundlag (og nej, alligevel ikke helt, for pengepop er den musikalske version af esperanto, det forstår man da).

Anyway, vi har at gøre med glad ‘knald i låget’-pop udformet på electronica-udstyr, hvor der synges om dit og dat, og hist og her prydes med atypiske instrumenter set i genrens lys. Lette melodier, der udfolder sig harmonisk og til tider forklædt i loungerytmer, hvor der indimellem dukker en fragmentarisk guitarsekvens op og tilfører produktionen en smag af lidt neopop/electrofolk.

Tekstuniverset er flygtigt, aldrig fængende, klichefyldt og leveret med en fesen, festlig highschool-attitude, der vidner om den evigt manglende dybde i foretagendet. Luft. Ren og skær luft. Men så igen, det er jo en nærmest uundgåelig parole, at der helst ikke må være for meget kød på slagtesvinet, for sæt nu hvis det gængse electropop-segment ville støde på en barriere?! Åh nej! En udfordring således, at de lunkne toner af lutter maskinfremstillede strimler af letpålæg ville blive stoppet, spoleret i deres fremfærd mod de ventende popører og kræve opmærksomheden todelt? Måske endda tredelt? Ikke et rart scenarie.

Faktisk er jeg af den overbevisning, at hvis Quitzow gik i lo-fi- eller sågar no-fi-træningslejr og skrottede alle de fine laptop-produktioner, helligede sig det analoge og erhvervede sig en ottespors-kassettebåndoptager, ville helheden og resultatet blive noget helt andet. Altså noget helt, helt andet. Vi skal derud, hvor vi snakker susen, knitren, glitch og andre lækkerier, og hvor den slags computerpop, hun disker op med, kunne blive nærværende, intens og være et opsigtsvækkende værk, der (måske) ville komme langt ind under huden. Jeg tænker, at jeg må sende hende nogle links til Ariel Pink’s Haunted Graffiti, John Maus og Geneva Jacuzzi, og så kan man da godt stadig håbe, at næste udspil skaber kraftigere hjerteslag.

“AM I”, Møstings Hus København, december 2009

Kurateret af Michael Jeppesen og Peter Amby og sat i stand af Frelsens Hær med stor hjælp af Margit Ernst.

Til udstillingen havde jeg ombygget en almindelig klapstol til istedet af fungere som en slags stol hvor man kunne få en åbenbaring. Deraf titlen “Chair of Revelation” hvor jeg forsøgte af berøre temaet religiøst rent perifert. Jeg ombyggede stolen således, at den fik en form for gardin omkring sig bestående af 66 lysstofrør. Værket blev placeret i et forholdsvis lille rum hvor en dør skulle åbnes før man kunne komme ind til det. Et meget fysisk værk hvor varme, lugt og lys påvirkede kraftigt.

“Art Copenhagen”, repræsenteret af WAS – Wonderland Art Space, Forum København, september 2009

Bidrog med 8 forstørrede Polaroid rumskibs-køkkenscener + tre andre indrammede Polaroid værker og et hjemmebygget instrument til lydperformances.

De tre indrammede Polaroid værker bestod af:

1) Et selvportræt hvor jeg sidder med mit hjemmebyggede instrument i hænderne taget i mit værksted i New York og går under navnet: “New York Yankee of Doom”- fotoet er også til at finde i det nyeste nummer af Wonderland magasin, anniversary udgaven.

2) Syv Polaroider der alle har med andre af mine hjemmebyggede instrumenter at gøre.

3) Sytten Polaroider der alle afbilder performances hvor mine hjemmebyggede instrumenter indgår + samtlige installationer jeg har lavet hvori lysstofrør samt performances har foregået. Titlen: “Rock My Religion…again” og er en klar reference til Dan Grahams dokumentar “Rock My Religion” der undersøger forholdet mellem rockmusik og religiøsitet.

“The Reverend of Really Religious Matter”

“Kunstnere går bananas 2”, Masnedøfortet Vordingborg, september 2009

Samtidskunst langs den rådne banan. Se mere her

Mit bidrag var et foto af et optaget toilet på Coney Island, New York

“Occupied, Coney Island”

“CIWF – Copenhagen International Wood Festival, Wood-Works”, Østre Anlæg København, august 2009

En konkurrence hvor det gjaldt om, at bygge en skulptur i lægtetræ på 3 dage og kun det. Ellers var der frie tøjler.

Vores hold bestod af Mie Lund Hansen, Sophie Schasiepen(fra Wien) og mig selv og gik under navnet ‘Pnyx’ som var en græsk folkeforsamlingsplads hvor alle havde ret til ordet. Med andre ord var det demokratiets første skueplads.

Vores interesse var at lave en konstruktion der var inspireret UFO’er, rumskibe og science-fiction. I en kombination med klassiske kombinationer fra det tidligste demokratis historie og til folketingssalens nuværende opbygning. Buen, plateauer, amfiteater, cirkler og rundkredse var de gennemgående træk. Demokrati og science-fiction i en og samme konstruktion med andre ord. Et sted til samtale, diskurs om utopi, fremtiden eller til refleksion over fortiden. Vi havde håbet på, at få stablet forskellige arrangementer på benene i konstruktion efter byggeperioden såsom foredrag, diskurser, filmfremvisning og performances m.m. men dette måtte vi indse, at vi ikke havde det fornødne overskud til desværre. I stedet blev den færdige konstruktion fragtet ud i TV-Byen hvor den stadig står og indbyder til diskurs.

Se meget mere her

“Summer Salon” – LaViolaBank Gallery, New York, juli 2009

8 af mine rumskibs-køkkenscener (forstørret Polaroid, 50×42 cm på karton) fra en fantastisk sommerudstilling, Summer Salon, i LaViolaBank Gallery med ægte thumbs-up fremvisning af en stolt Michael – se mere her

Setting Sun: Fantasureal – Undertoner.dk

En singer/songwrite plade er anmeldt. Nedenfor læses den eller her

Setting Sun: Fantasurreal

Af Brian Ravnholt Jepsen | 03.02.10 | Ingen kommentarer

Setting Sun: Fantasurreal (2010)

Young Love Records/5ive Roses

Musikalske slægtninge: R. Stevie Moore, David Bowie, Scott Walker, Devendra Banhart, Beck, Elliott Smith, Sufjan Stevens, Jim O’Rourke, Nikolaj Nørlund, Rhonda Harris, Dave Matthews Band, R.E.M., Bonnie ‘Prince’ Billy, Bright Eyes,

Tags: alt. country, folkpop, indiepop, psychfolk, Setting Sun, singer/songwriter

//

Der findes Setting Sun og så findes der The Setting Son. Den ene fra New York, den anden pæredansk, men trods navnelighed er der ikke meget ensartethed at komme efter. Setting Sun består i sin enkelhed af Gary Levitt, der er formand for tingenes tilstand. Han står for arrangementerne, og hvordan de skal udføres, og til dette formål får han en hjælpende hånd fra f.eks Erica Quitzow.

Samtlige skæringer er produceret og slebet smukt kantet, men stadig sidder jeg tilbage med lidt rynket bryn og trækker på skuldrene og mumler »nå ja«. Bestemt ikke en plade, der vil gå over i historien som noget sindsoprivende, medmindre man ejer en stor portion affektion for lige netop denne plades niche. Det er singer/songwriters sorte bælte og alligevel skrupkedeligt. Det er næsten udelukket at fremhæve nogle af pladens 10 numre, da de alle ligner hinanden. Bittesmå krusninger på vandet adskiller detaljerne, og ellers er samme opskrift genbrugt (eller rettere opbrugt) som formel for guitarens spadseren gennem den velsmurte ørenlyd.

På den dynamiske udviklingskurve for afvikling af spænding er det overordnet en stødt stigende lige streg, der går fra startsignal til slutpunkt. Singer/songwriter-indiepop som vor moder (nej, fader velsagtens) forstod at smøre den – uden dikkedarer og for meget fandenivoldskhed. Det bliver aldrig hæsblæsende interessant og nervepirrende intenst, men ej heller nogensinde død og kritte-kedeligt. Bare jævnt og solidt. Lidt ligesom Lars Olsens rolle som styrmand for det danske landshold back in the days. Han var drøntrist at se på, sådan som han luntede nonchalant rundt på banen, men holde styr på tropperne og altid være garant for et højt bundniveau, det kunne han dog. Det kan man ikke tage fra ham. Det kan man ikke hate på, som jeg har hørt de unge sige.

Skivens indhold er melodisk, lettere småsyret akustisk popjargon med lidt afstikkeri til Devendra Banhart, Elliott Smith og åndsfæller, og ellers omfavnes der sfærer af electrofolk spædet op med gode portioner country. Alligevel vil jeg påstå, at vi fra første vokalsignal er helt henne i R. Stevie Moores univers. Det er faktisk som at høre hans stemme – bare fra en yngre mands hoved. Nuvel, R. Stevie Moore er en enmandshær, der konstruerer alting selv og går ganske grassat over sin ottespors kassettebåndoptager, hvorimod Levitt og friends tager den i fællesskab, men stadig er der ligheder.

En lidt sjov ting sker mod slutningen af 10. og sidste streg på pladen i nummeret ”The Sympathetic CEO”. De resterende 1 minut og 45 sekunder i nummerets lidt over fem minutter ender i fantastiske ambiente toner, der straks vækker opmærksomheden på en ny og frisk måde. Ren Basic Channel, Chain Reaction, Fennesz, Brian Eno eller sågar blid Belong spurter om kap i bevidstheden. Det er et vildt mærkeligt stunt, Levitt kaster sig ud i her, men samtidig er det voldsomt lækkert i sin spinkle enkelhed og knitrende electronica. Hvorfor har der ikke været mere af det? Hvorfor er det kun lige røven af pølsebrødet, der får denne tidslomme foræret? Det forstår jeg slet ikke. Det er helt skævt, og forvirringen er nu nærmest total. Hvad er det, manden vil? Det ser vi forhåbentlig på fremtidens femte udspil.